BPEL og brugeranbefalinger I P. J. Jakovljevics artikel diskuterer han vigtigheden af at virksomhederne i dag tager beslutninger om hvordan de vil udnytte orkestrerings-teknologier som BPEL. Fokus for mange omkring SOA har været på servicesiden af denne arkitektur. At opbygge service er nødvendigt, men ikke nok. Ligesom med tidligere arkitekturskifter vil overgangen til serviceorienterede applikationer give en ny type platform for applikationsudvikling - en platform, der bliver fundamentet for forretningsprocesser. Muligheden for at integrere og samle individuelle Web Services til standardbaserede forretningsprocesser er et vigtigt element i den serviceorienterede virksomhed og den samlede Web Service-teknologi-stak. Forretningsprocesser på tværs af virksomheder har længe været et ønske, og med Web Services og især BPEL-standarden er det blevet et opnåeligt mål – en løsning, der også vil være realiserbar for mindre virksomheder. Den store udfordring, der resterer, er at få partnerne til at blive enige om strukturen af de forretningsdokumenter, der skal udveksles som del af en forretningsproces. I de fleste industrier er det de manglende WSDL-abstrakte definitioner, og ikke orkestreringsteknologierne, som vil forsinke adoptionen af forretningsproceshåndtering på tværs af virksomheder. Når man går i gang med mere pragmatiske Web Service-projekter, er det vigtigt for virksomheden hele tiden at have orkestreringskonceptet i baghovedet og lade det afspejle sig i de langsigtede visioner, efterhånden som man udvikler sin serviceorienterede arkitektur. En komplet orkestrering af forretningsprocesser fra mange parter vil tilbyde forretningsfordele, så det er af stor vigtighed, at virksomhedens systemer, applikationer og organisation placeres i en situation, hvor potentialet kan udnyttes, når tiden er inde. P. J. Jakovljevics artikel findes her Relevant webcast: The Evolution of the ESB: The inclusion of native, integrated BPEL-based Orchestration

Hvad skete der? Har skal man være opmærksom på, hvordan information bliver trukket ind fra mange forskellige uafhængige kilder. Agenten tager udgangspunkt i adressen og finder hos KRAK information om, hvem der bor der. Disse personer er på Semantic Web unikt identificeret ved en URI (f.eks. dannet af CPR), ejendomme er unikt identificeret ved en URI af Kort og Matrikelstyrelsen.  Baseret på den information leder den videre på hele internettet og finder relevant tilgængeligt information. F.eks. kan informationen om bekendtskabet med Sofie og Ingolf være identificeret på Friend-of-a-Friend, mens sejler informationen kommer fra den lokale sejlklub og fodbold fra fodboldklubbens hjemmeside. I beskrivelsen af et billede på internettet, er der referencer til den unikke identifikation af de ting og begivenheder, som billedet viser (f.eks. Sofies identifikation). Læg mærke til hvordan næsten al informationen allerede i dag ligger tilgængeligt på hjemmesider eller i databaser, alle forbundet via internettet. Men vi har ikke mulighed for at dele denne information, fordi den er beskrevet proprietært. F.eks. er jeg hos Børsens Håndbøger angivet som "Jensen, Henrik Hvid" mens jeg andre steder angives som "Henrik Hvid Jensen", f.eks. på Danmarks Biblioteksskole. Det kan nutidens søgemaskiner ikke håndtere. Internettet er i dag fundamentalt et medie til offentliggørelse. Der er et sted hvor man gemmer og deler billeder og tekst. Problemet ved det meste data på nettet er, at det er svært at bruge i stor skala, da der ikke er et globalt system til offentliggørelse af data, på en sådan måde, at det let kan blive tilgået af andre. At tilføje semantik vil være en radikal ændring af internettets natur- fra et sted hvor information primært er fremvist, til et sted, hvor det er fortolket, udvekslet og behandlet. Søgeagenter baseret på semantik vil kunne indsamle maskinlæsbart data fra diverse kilder, behandle det og udlede nye fakta. Programmer, der ikke var bygget til at være kompatible med hinanden, vil kunne dele og forstå data, de ikke før har kunnet dele. Det ultimative mål med Semantic Web er at kunne bruge de overvældende ressourcer, som internettet indeholder, til at lave, tilføje og udlede nye informationer, derved ændres millioner af isolerede databaser til en fælles gigantisk database af viden. Computere arbejder i dag i en verden, hvor de udveksler milliarder af bits af data, men har ingen mulighed for at relatere betydningen af denne information til anden information og har derved ikke mulighed for at kommunikere rigtigt. Hvis computere har mulighed for at forstå information uden menneskelig involvering, vil de kunne udføre mange opgaver for os.

At bruge Web Services til at udvide samarbejdet og integrationen i værdikæden kræver, at it- systemer gøres tilgængelige ud over virksomhedens mure via internettet. For at opnå fleksible værdikæder  skal sikkerhedsproblemerne håndteres på en måde, der ikke sætter unødige grænser for fleksibiliteten i at kunne samarbejde med den rette partner på det rette tidspunkt. Samtidig skal problemet løses på en omkostningseffektiv facon både for virksomheden såvel som for partnerne.

Business Magazine artikel fra 2009 og Web of Trust I Poul Fords artikel "August 2009: How Google beat Amazon and Ebay to the Semantic Web" gennemgår han ideerne bag Semantic Web. Semantic Web bygger på reglen om at ”alle kan sige alt om alting”. Men med denne vision kommer spørgsmålet, om det hele så ikke er ubrugeligt! Hvem vil stole på information dannet af nogle fuldstændig fremmede. I dag bruger vi den menneskelige dømmekraft til at vurdere, om vi vil bruge en kilde, vi finder på internettet. Med Semantic Web har vi software agenter, der finder informationen til os og de har ikke denne dømmekraft. Så spørgsmålet er, hvordan kan vi opbygge en løsning, så disse agenter ved hvem og hvad, de kan stole på? Web of Trust bygger på, hvorledes vi i det daglige liv opbygger vores egne netværk, som vi stoler på. Det gøres ved at vælge et antal venner, som vi stoler mest på, og derefter deres venner som vi stoler lidt mindre på, så deres venner som vi stoler endnu mindre på og så videre. På samme måde vil man på Web of Trust fortælle hvem man stoler på og hvor stor troværdighed de har, samt hvor meget man stoler på disses venner osv. Den vil også kunne benyttes til at angive utroværdighed, som kan være lige så værdifuldt som troværdighed: Hvis ens agent finder et dokument, hvor ingen eksplicit har angivet, at det stoler på det og der er ingen, der eksplicit har angivet, at de ikke stoler på det, vil agenten hellere stole på dette dokument, end på et dokument hvor nogle har angivet, at det er utroværdigt. Til hver opgave vil man selv kunne sætte ens krævede niveau af troværdighed og derved kan computeren bestemme hvor meget af det, den læser, den skal stole på. Agenten benytter først de sætninger, der er tættest på en i Web of Trust. Hvis svaret ikke findes, bevæger det sig længere og længere væk.  Der vil bruges digitale signatur, til at sikre at sætningerne er dannet af dem, de hævder, at de blev dannet af, til at signere ens dokumenter samt til at signere ens ”udtalelser” omkring troværdigheden af en ressource. Poul Fords artikel kan findes her